Innovative Sportsequipment

Young Enterprise afholdt Danmarksmesterskab i iværksætteri og innovation i Industriens Hus i København den 25. april 2008

 

En fingerskinne som løsning på et velkendt problem for håndboldspillere gør fem 19-årige iværksættere fra Odense til vindere i en landsdækkende konkurrence i Iværksætteri.

Enhver håndboldspiller kender problemet til hudløshed. Skadede fingre, der tapes op for at give støtte, så man kan spille videre. Men tapen ender ofte, sammen med den konstante brug af harpiks, med at ødelægge huden på fingrene, der ikke kan ånde gennem tapen. Løsningen på det problem gav i fredags tre drenge og to piger fra Tietgen Handelsgymnasium i Odense titlen som danmarksmestre i iværksætteri og innovation.

 

De fem 19-årige står nemlig bag virksomheden Innovative Sportsequipment, der har opfundet en simpel, men effektiv lille fingerskinne i stof, der støtter skadede fingre, men som huden samtidig kan ånde gennem. Det begejstrede dommerkomiteen i Young Enterprise Company Programme, der roste de unge for 'en gennemtænkt forretningsmodel med internationalt potentiale' og valgte den ud af de 20 virksomheder, der var nået til finalen efter en stribe regionale konkurrencer for gymnasie- og handelskoleelever.

 

'En eller anden aften kom jeg endnu en gang hjem fra træning med en skadet finger og tænkte, at der må altså være en smartere måde at afhjælpe det, end ved at putte tape på. Til sidst blev det bare for meget, og så måtte jeg jo selv finde en løsning på det,' siger Mads Rasmussen, der er adm. direktør i Innovative Sportsequipment og altså idémageren til skinnen.


Innovative Sportsequipment er allerede blevet kontaktet af en investor, der vil hjælpe de unge med at sætte en egentlig produktion i gang i Kina, ligesom virksomheden er i dialog med sportsproducenten Select om et samarbejde i en eller anden form.

Indtil videre har en af de fem, Sofie Hviid Sjøgaard, der er produktionsansvarlig, stået for selv at sy de flere end 100 eksemplarer af fingerskinnen, der er produceret, og som allerede har fået anerkendende nik med på vejen fra spillere i store danske håndboldklubber som GOG og Bjerringbro-Silkeborg.



'Det her er helt vildt fedt. Det er en rigtig stor oplevelse at vinde. En af grundene til at vi er kommet så langt er nok, at vi alle fem har prøvet at starte virksomhed før. Det giver en god ballast,' siger Søren Junker Jespersen der er salgsansvarlig i virksomheden.

 

Bag vinderholdet Innovative Sportsequipment står Mads Rasmussen, Charlotte Klausen, Kristian Ditlevsen, Sofie Hviid Sjøgaard og Søren Junker Jespersen.

 

Innovative Sportsequipment skal repræsentere Danmark 24.-27. juli, når den unge virksomhed deltager i Europamesterskabet i Company Programme, som i år afholdes i Stockholm