Sentiv

DM i Company Program i Young Enterprise 2007. Det blev afholdt d. 26.-27. april i Industriens Hus i København. 

 

Den nystartede virksomhed Sentiv, der står bag et plaster til parfume- allergikere, er nye danmarksmestre i innovation og iværksætteri. De vandt fredag aften førstepræmien i YE Company Programme.



Sentiv deltog tidligere på året i "Danmarks Bedste Ide" på TV2.

 

Sentiv har opfundet et plaster, der betyder, at parfumeallergikere, som der bliver stadigt flere af, alligevel kan bruge parfume. Parfumen påføres et specialudviklet plaster, sådan at parfumen ikke kommer i berøring med allergikerens hud. Dermed undgår allergikeren irriteret hud og generende kløe.

"Vi var oppe mod tyve firmaer, der var ligeså langt som os, så jeg synes konkurrencen var hård. Vi havde som mål at komme i top tre, så det er helt vildt at vinde. Det betyder et stort skub fremad. Vi er meget, meget glade" siger Sentivs adm. direktør, Roy Lemminger, der sammen med de to medstiftere, Søren Aamand og Marius Klausen, går på Vejle Tekniske Gymnasium.



De drømmer nu om at introducere plastret i USA. De taler allerede med Østjysk Innovation om kapitalindskud til at realisere drømmen. Plastret er godkendt af Teknologisk Institut, men der mangler stadig testforløb, før det kan gå i handlen.

 

 

Holdet fik overrakt førstepræmien af Grevinde Alexandra og Danfoss-topchef Jørgen Mads Clausen. De skal repræsentere Danmark til EM i Berlin i august 2007.